Bialetti Moka Express
Den klassiske Bialetti mokkakande. Nem at bruge derhjemme.
Den klassiske Bialetti mokkakande
I 1933 færdiggjorde Alfonso Bialetti sin klassiske mokkakande, der siden1950’erne har været et designikon, og stadig er en kilde til nostalgi for mange italienere. Den ottekantede form er ikke blevet ændret i over 70 år, og skulle efter sigende være at finde på London Design Museum. Den lille mand med moustache, der er Bialettis maskot, er en karikatur af Alfonso’s søn, og er derudover blevet et symbol på klassisk italiensk design og kvalitet.
En mokkakande laver ikke så stærk kaffe som en espressomaskine, men med en anelse interesse for håndværket, kan du brygge en lækker, stærk mokka uden de store krumspring og investeringer.
Når du brygger på mokkakanden, skal du bruge en mørkristet kaffe, der skal være relativt fint formalet - lidt grovere end espressokaffe. Fyld filteret med kaffe, det skal ikke presses. Hæld koldt vand i kammeret, det skal kun gå op til ventilen, det må IKKE gå over. Sæt filteret i kammeret, og skru toppen godt på. Sæt kanden på komfuret ved lavt blus, og vent til kaffen begynder at stige op. Tag kanden af blusset når det begynder at sprutte. Hæld hurtigt kaffen over i opvarmede porcelænskopper.
Tips til Mokkakande
Kaffen smager meget forskelligt i bryggeforløbet: De første dråber er meget stærke og søde, mens de sidste dråber indeholder bitterheden. Når kaffen kommer til syne i toppen af det lille rør under kandens låg, kan du bruge en teske til at tage små smagsprøver på forskellige tidspunkter i bryggeforløbet. Denne simple øvelse er MEGET lærerig!
Det gælder om at få den rettet balance mellem aroma, sødme og bitterhed, og derfor skal du optimere brygget, så det på den ene side kører så længe, at der kommer bitterhed i brygget, men det må ikke være for meget.
Brug som tommelfingerregel, at det skal tage ca. 30 sekunder, fra du ser de første dråber kaffe i toppen af røret, til du ser skumdannelse, som sker i den sidste fase af brygget. Du bør tage kanden af komfuret, når denne skum viser sig, hvilket vil sige, at der er en slat vand tilbage i det nederste kammer.
Prøv at bruge et stopur til at måle bryggetiden. Variér formalingsgrad, kaffemængde og pakningsgrad for at overholde bryggetiden på ca. 30 sekunder.
Opbevar kanden adskilt, gerne et sted hvor den kan få lidt luft.
Fås i kop-størrelserne 1, 2, 3, 6 og 9.
1 kopper (= ca. 60 ml)
2 kopper (= ca. 130 ml)
3 kopper (= ca. 200 ml)
6 kopper (= ca. 300 ml)
9 kopper (= ca. 550 ml)
Se også vores udvalg af Bialetti mælkeskummere: Tuttocrema, Tuttocrema til induktion og Soft Cream elektrisk mælkeskummer.